Hvorfor isolerer traumatiserede mennesker sig efter partnervold?

Hvorfor isolerer traumatiserede mennesker sig efter partnervold?

Mennesker, der har været udsat for partnervold, trækker sig ofte – uden helt at være bevidste om det – fra sociale relationer som en form for psykologisk selvbeskyttelse. Det konstante pres for at skulle forklare sig og genleve de traumatiske oplevelser dræner dem følelsesmæssigt.

Af Mille Dalsgård

Isolationen bliver en nødvendighed for at beskytte dem selv mod yderligere psykisk stress.

Ofre for partnervold isolerer sig ofte som en nødvendighed for at beskytte sig selv mod yderligere psykisk belastning. Denne isolation er ikke et udtryk for manglende ønske om hjælp, men snarere en konsekvens af den enorme følelsesmæssige udmattelse, som følger med at skulle genfortælle deres traumatiske oplevelser. Gentagne gange at blive bedt om at åbne op og forklare sig selv kan føles som en retraumatisering, hvilket tærer på ofrenes mentale ressourcer og skaber en dyb følelse af udmattelse og ensomhed.

Selv velmenende spørgsmål fra netværket kan opleves som overvældende. 

At være pårørende til et menneske, som bliver eller er blevet udsat for vold og misbrug er, for de fleste mennesker, bekymrende. Mange ønsker at vide, hvordan det går, og hvordan de kan hjælpe den voldsudsatte. Ofte spørger pårørende efter en forklaring på, hvad der er sket, og hvorfor ofrene trækker sig væk. Men for voldsofre er det simpelthen for udmattende at skulle forklare sig igen og igen. 

Derfor bliver selv de mest uskyldige spørgsmål – “Hvordan går det?” – en udfordring. For at svare ærligt kræver det energi, sårbarhed og følelsesmæssig tilgængelighed, som mange ofre ganske enkelt ikke har. De er, som man siger, “all talked out”. Ikke fordi de ikke har noget at sige – men fordi de ikke har kræfterne til at sige det igen.

Voldsofre bliver ofte misforstået.

Hver gang et voldsoffer bliver bedt om at åbne op, risikerer han eller hun at skulle gennemleve deres traumer igen og den psykiske belastning bliver for meget. I stedet for at finde støtte i disse samtaler, bliver de en ekstra byrde, der skaber endnu mere udmattelse.

Mange i omgivelserne misforstår denne tavshed og afstand. De tror, at offeret trækker sig af modvilje eller manglende tillid. I virkeligheden er det ofte det stik modsatte: De kæmper med skyld, skam og overvældelse og forsøger blot at overleve.

Isolation opstår som en måde at skåne et allerede belastet nervesystem.

Bessel van der Kolk (2014) påpeger, at traumer ikke kun skaber fysiske sår – de skaber en dyb psykisk udmattelse, som kan få ofre til at føle sig følelsesmæssigt udmattede og blottede. Når en person har været udsat for psykisk vold, kan det at genfortælle deres historie føre til en form for "traumatisk udmattelse", hvor de ikke længere har energi til at deltage i sociale interaktioner. I stedet for at finde lindring eller støtte i disse interaktioner, bliver de en yderligere belastning.

Neuropsykologisk forskning understøtter dette. Traumer påvirker hjernens evne til at regulere følelser og overskue komplekse sociale interaktioner. Når nervesystemet er i konstant alarmberedskab, prioriteres overlevelse frem for forbundethed. Det sociale bliver en belastning – ikke en lindring.

Det er vigtigt at forstå, at den sociale tilbagetrækning ikke er udtryk for ligegyldighed eller afvisning, men for udmattelse. Isolationen er ikke ønsket – den er nødvendig. En måde at skåne et allerede overbelastet nervesystem på. En pause fra at skulle være noget for nogen. En mulighed for bare at være i fred.