Fanget i usynlig vold

Fanget i usynlig vold – og i skammen over ikke at forlade den.

Mange voldsofre bærer på en dyb skam over at være blevet – eller at være gået tilbage. Mange oplever en gennemgribende følelse af at være naive, dumme eller ansvarlige for situationen. Men virkeligheden bag vold i nære relationer er langt mere kompleks. 

 Af: Mille Dalsgård/Barndomskriger.

Skammen bliver ofte det, der forhindrer voldsudsatte i at række ud efter hjælp.

Mange voldsofre føler dyb skyld og skam over, at de endte i et voldeligt forhold. Endnu mere over, at de ikke gik – eller at de gik tilbage. Skammen rammer ofte hårdt, både mens volden står på og længe efter. Mange oplever en gennemgribende følelse af at være naive, dumme eller ansvarlige for situationen. Tanker om, hvordan det kunne ske, og hvorfor de ikke forlod relationen tidligere, fylder. For hvordan kan et menneske blive hos en partner, der slår, råber, ydmyger eller kontrollerer? Og endnu mere ubegribeligt: hvordan kan det samme menneske vende tilbage?

Skammen over volden, der ikke kan ses.

Denne skam, både den selvoplevede og den udefra påførte, er ofte en af de mest hæmmende faktorer, når det kommer til at række ud efter hjælp. Den lukker ned for fortællingerne og fastholder voldsofre i tavshed og isolation. For mange bliver det lettere at tie end at forsøge at forklare en virkelighed, som omgivelserne sjældent forstår – især når volden ikke har sat fysiske spor, men har foregået gennem kontrol, manipulation og psykisk nedbrydning.

Vold i nære relationer er ofte usynlig og udvikler sig i det skjulte.

Vold i nære relationer er en kompleks og ofte usynlig proces, hvor grænserne langsomt forskydes. Den starter sjældent med fysiske overgreb, men med nedgørelse, ydmygelse og følelsesmæssig distancering. Den udvikler sig i det skjulte og efterlader ikke nødvendigvis synlige mærker, men alvorlige ar på psyken. Det er denne usynlige vold, der kan være sværest at forklare – og endnu sværere at få anerkendt.

Et af de mest centrale begreber i forståelsen af voldens psykologi er traumebinding. Det beskriver den følelsesmæssige afhængighed, der opstår mellem offer og voldsudøver, hvor frygt og kærlighed blandes i en destruktiv symbiose. Når perioder med vold og nedgørelse afløses af undskyldninger, kærlige gestusser eller løfter om forandring, skabes et uforudsigeligt mønster, som forstærker båndet. Denne dynamik skaber håb – et håb, der ofte bliver stærkere end frygten. Et håb om, at det nok skal blive bedre, at det var sidste gang, og at den partner, som også kan være kærlig, vil vende tilbage.

Voldsramte føler en dyb skamfølelse over det, de har været udsat for.

Ifølge psykolog og voldsforsker Marianne Hester, der i årtier har beskæftiget sig med vold i nære relationer, udvikler mange voldsramte en dyb skamfølelse over det, de har været udsat for. Hun peger på, at netop denne skam gør det vanskeligt at række ud efter hjælp og bidrager til isolation og tavshed. Hester understreger, at vold i nære relationer ikke kun handler om individuelle valg, men om komplekse psykologiske og sociale processer, der nedbryder menneskers handlekraft og dømmekraft over tid.

Et andet vigtigt aspekt er den udefrakommende fordømmelse, som mange voldsramte møder – også kaldet "victim blaming". Spørgsmål som "hvorfor gik du ikke bare?" eller "hvorfor gik du tilbage?" antyder, at offeret selv bærer et ansvar for volden. Denne form for bebrejdelse kan virke som et forsøg på at forstå det uforståelige, men i virkeligheden bliver det endnu et overgreb. Det fratager voldsofre deres oplevelse og gør det endnu sværere at fortælle deres historie.

Vi mangler et fælles sprog for psykisk vold.

Ofte mangler både voldsofre og omgivelser et sprog til at beskrive de oplevelser, der foregår i psykisk vold. Når sprog og begreber mangler, opstår der tvivl – både hos offeret selv og hos de mennesker, der står udenfor og forsøger at forstå. Derfor er det afgørende, at vi som samfund udvikler en mere nuanceret forståelse af, hvad vold i nære relationer er, og hvilke mekanismer der fastholder mennesker i den.

Det handler ikke om svaghed. Det handler ikke om manglende vilje. Det handler om, at vold nedbryder, isolerer og lammer. Først når samfundet forstår dette – og lytter uden at dømme – kan voldsofre begynde at bryde tavsheden uden at bære skylden for det, de har været igennem.