De ser at det sker – men ingen griber ind. Hvorfor vidner undlader at handle ved partnervold.

De ser at det sker – men ingen griber ind. Hvorfor vidner undlader at handle ved partnervold.

Når vi hører om nogen, der bliver udsat for vold i hjemmet – enten fra en partner eller en forælder – kan det virke uforståeligt, at omgivelserne ikke griber ind. Forskning viser, at der er dybtliggende psykologiske og sociale mekanismer, der ofte får mennesker til at tie stille, vende blikket væk eller endda forsvare overgrebsudøveren.

Af Mille Dalsgaard, Barndomskriger.

Bystandereffekten: "Nogen andre gør nok noget."

Et af de mest veldokumenterede fænomener er det, der i psykologien kaldes bystandereffekten. Teorien, oprindeligt formuleret af socialpsykologerne Bibb Latané og John Darley i 1968, viser, at jo flere vidner der er til en uretfærdighed, desto mindre sandsynligt er det, at nogen griber ind. Ansvarsfølelsen spredes mellem mange, og hver enkelt tænker: "Nogen andre gør nok noget." Resultatet er ofte passivitet – også når nogen lider åbenlyst.

Derudover spiller kognitiv dissonans en stor rolle. For at undgå den ubehagelige følelse, der opstår, når vores selvbillede som "gode mennesker" kolliderer med viden om overgreb, rationaliserer mange deres passivitet. De tænker måske:

"Så slemt er det nok ikke," eller "Vi skal ikke blande os." Det er en psykisk forsvarsmekanisme, som beskytter vidnet mod skyldfølelse og ubehag, men som desværre lader volden fortsætte uforstyrret. 

Frygt er en ligeledes en anden tung faktor, da mange frygter at blive involveret i konflikter eller selv at blive udsat for vold eller hævn.

Når voldsudøveren er et familiemedlem.

Når volden foregår i en familie og især hvis gerningspersonen er en forælder, bliver det endnu mere kompliceret. Samfundets billede af familien som et trygt og kærligt sted står så stærkt, at vidner kan have svært ved at acceptere, at forældre kan udsætte deres børn for fysisk eller psykisk vold. Ofte vælger omgivelserne at beskytte glansbilledet af "den gode familie" fremfor at konfrontere virkeligheden.

Psykolog og forsker Judith Herman beskriver i sit værk Trauma and Recovery (1992), hvordan samfundet har en tendens til at vende ryggen til ofre for vold, fordi det er lettere at ignorere deres lidelse end at konfrontere ubehagelige sandheder.

En anden vigtig mekanisme er normalisering af vold. Hvis overgrebene foregår over lang tid, kan både ofre og vidner begynde at opfatte volden som "normal" eller "privat anliggende". Ifølge WHO (World Health Organization) er kulturelle normer, der accepterer vold i hjemmet som "huslige problemer," en væsentlig barriere for intervention.

Konsekvenserne af manglende anerkendelse og støtte efter overgreb. 

Konsekvensen for ofrene er ødelæggende. Ikke alene bliver de udsat for volden – de oplever også svigtet fra dem, der kunne have hjulpet. Denne form for social isolation forstærker traumet og kan føre til dyb skam og en oplevelse af, at deres lidelse er usynlig og uden betydning. Psykologiske studier viser, at manglende anerkendelse og støtte efter overgreb forværrer symptomer på PTSD og depression.

At forstå disse mekanismer betyder ikke, at man skal undskylde tavsheden. Tværtimod peger eksperter på, at viden er første skridt mod at bryde passiviteten. Når vi bliver bevidste om, hvorfor vi reagerer, som vi gør, kan vi også lære at gøre det rigtige: lytte, støtte og handle, når nogen har brug for hjælp.

At gribe ind kræver mod – men for den, der bliver ramt af vold, kan én persons mod være forskellen mellem håbløshed og håb.