Når narcissisten spiller offer: Offer-kontrol-dynamikken.

Når narcissisten spiller offer: Offer-kontrol-dynamikken.

Noget af det mest forvirrende ved psykisk vold er, når den kommer forklædt. Når ulven tager fåreklæder på. Netop fordi den udgiver sig for at være sårbar, er den så svær at få øje på. Og derfor er offer-kontrol-dynamikken en af de mest snigende og ødelæggende mekanismer i relationer med narcissistiske forældre og partnere.

Af Mille Dalsgård/Barndomskriger.

Offeret og skurken – når rollerne vendes på hovedet.

Kort fortalt handler dynamikken om roller: én part fremstiller sig selv som offeret – og former fortællingen om den anden som skurken. Det er en måde at vende sandheden på hovedet: Den, der faktisk skaber problemet, maler sig selv som den, der bliver udsat.

Psykolog Jennifer Freyd kalder dette betrayal blindness (1996) – et selvbedrag, hvor både udøver og omgivelser fornægter virkeligheden, fordi det er for smertefuldt at se.

Den forurettede ender som syndebukken.

Det mest manipulerende er, at følelserne føles ægte for den, der spiller offer. Oplevelsen af uretfærdighed kan blive til en personlig sandhed – selv når virkeligheden er den modsatte. Problemet forværres, når dynamikken breder sig til hele vennegrupper, omgangskreds, familien, myndigheder og retssystem. Vi mennesker har en tendens til at tage parti for den, der ser mest sårbar ud, og når omgivelserne ser en grædende part og en vred, forsvarende part, tolkes vreden ofte som bevis på skyld.

Den reelt forurettede ender som syndebuk – en mekanisme, der ifølge Bowen (1978) kan ødelægge både selvfølelse og relationer på lang sigt.

Offer-kontrol-dynamikken bruges til forældrefremmedgørelse.

I forældrekonflikter viser offer-kontrol-dynamikken sig ofte som forældrefremmedgørelse. Den narcissistiske forælder fremstiller sig selv som den stabile og kærlige part, mens den sunde forælder mistænkeliggøres og stemples som den skyldige. Når myndigheder og retssystemer ikke gennemskuer dette spil, ender det med at svigte både barnet og den forælder, der faktisk beskytter barnet. Den narcissistiske forælder vinder kontrol gennem manipulation, mens barnet langsomt mister forbindelsen til den trygge forælder.

Det mest destruktive er, at intet nogensinde bliver løst. Offer-kontrol-dynamikken handler ikke om at finde fred, men om at fastholde magt. Undskyldninger skaber kun kortvarig ro – snart er der et nyt “bevis” på, at du er skurken. For den, der spiller offer, ligger den skjulte drivkraft ofte i et lavt selvværd og en dyb længsel efter at føle sig god nok. Men i stedet for at udtrykke behovene direkte, opnår de en følelse af værdi gennem kontrol over andre.

De ødelæggende konsekvenser

Konsekvenserne for dem i modtagerenden er ødelæggende. Man begynder at tvivle på sin egen hukommelse, sin dømmekraft og sin oplevelse af virkeligheden. Mange beskriver det som at leve i konstant skyld og skam, uden at kunne forklare, hvorfor de hele tiden bliver fremstillet som problemet. Over tid kan det føre til depression, angst, kompleks PTSD og en næsten total nedbrydning af selvet.

Når vi ser det i familier, kan skaderne være livslange. Et barn, der bliver familiens syndebuk, mister ikke bare sin plads i familien, men også sin identitet. Som voksen bærer de ofte en dyb følelse af forkerthed med sig – en følelse, der kun kan heles gennem erkendelse, støtte og terapi.

Kun når vi kan genkende ulven i fåreklæder, kan vi beskytte de reelle ofre.

Offer-kontrol-dynamikken er svær at gennemskue, fordi den skjuler sig bag en maske af sårbarhed. Men netop derfor er det vigtigt, at vi tør kalde den ved navn. At vi tør stille de svære spørgsmål: Hvem slog først? Hvem tager reelt ansvar? Og fører det, vi ser, mod en løsning – eller blot mod, at nogen får ret eller vinder?

At skabe oplysning om denne dynamik – både i familier og i systemet – er afgørende. For kun når vi kan genkende ulven i fåreklæder, kan vi beskytte de reelle ofre, støtte de børn der udsættes for forældrefremmedgørelse – og stoppe med at give magt til dem, der lever af at spille rollen som offer.