Når tryghed IKKE er en del af barndommen

Hvad sker der når forudsigelighed og tryghed IKKE er en del af barndommen

April 29, 20253 min read

Følelsesmæssigt umodne forældre: Hvad sker der når forudsigelighed og tryghed IKKE er en del af barndommen

Når din barndom lærer dig at overleve, men ikke at leve

At vokse op med en følelsesmæssigt umoden forælder betyder, at man aldrig helt ved, hvad der venter, når man træder ind ad døren. Det, der burde være et trygt fundament, bliver i stedet et kaotisk minefelt, hvor stemningen kan skifte på et splitsekund.

Kærlighed er altid betinget. Opmærksomhed forsvinder uden forklaring. Den giftige symbiose mellem barn og forælder består af manipulation, kontrol og grænseløst misbrug – pakket ind i strenge regler, der kan ændre sig fra det ene øjeblik til det næste. Barnet bliver aldrig mødt som et individ med egne følelser og behov, men som en forlængelse af forælderens indre uro.

Det efterlader barnet med én strategi: Tilpasning. Når man aldrig ved, hvad der udløser vrede, afvisning eller straf, udvikler man en overlevelsesmekanisme, hvor man aflæser, justerer og gør alt for at undgå konflikt. Det bliver en konstant søgen efter den smule tryghed, der trods alt er mulig.

Og det fortsætter langt ind i voksenlivet

Når barnet bliver den voksne

Følelsesmæssigt umodne forældre formår ikke at håndtere deres egne følelser. I stedet skubber de dem over på barnet – bevidst eller ubevidst. Barnet kan derfor blive den voksne i relationen: den, der skal trøste, berolige, tage skylden og løse problemerne.

Man lærer tidligt, at egne behov må træde i baggrunden. At kærlighed kun gives i bytte for noget. At ens værdi afhænger af, hvor godt man opfylder andres ønsker.

For nogle betyder det en dyb følelse af forkerthed – en konstant indre stemme, der hvisker:

“Du er for meget. Du er ikke nok. Du er i vejen”

For andre betyder det en usynlig spænding i kroppen. En konstant alarmberedskab, hvor man scanner omgivelserne og forsøger at regne ud, hvad der forventes, før noget går galt. En strategi, der sikrede overlevelse i barndommen – men i voksenlivet efterlader én med relationer, der dræner, og en manglende evne til at mærke sig selv.

De usynlige ar i voksenlivet

Mange voksne børn af følelsesmæssigt umodne forældre kæmper med:

Problemer med grænsesætning: Fordi de aldrig har lært, at deres behov betyder noget.

De tvivler på sig selv og tilpasser sig i ekstremer: Fordi de konstant har skullet aflæse andres reaktioner for at navigere sikkert.

Indre uro: Fordi deres nervesystem har været på overarbejde i så mange år, at stilhed føles utrygt.

Gentagelse af mønstre i relationer: Fordi de er blevet programmeret til at please, tiltrække emotionelt afstumpede partnere eller frygte intimitet.

Det er ikke tilfældigt, at voksne børn af følelsesmæssigt umodne forældre ofte ender i relationer med de samme skadelige dynamikker, de voksede op med. Når man aldrig har oplevet sund kærlighed, kan det være svært at genkende og acceptere den, når man møder den.

At bryde mønstrene og genfinde sig selv

At vokse op med en følelsesmæssigt umoden forælder betyder ikke, at man er dømt til et liv i usunde relationer. Men det kræver en bevidst indsats at bryde fri.

Første skridt er at forstå, hvor mønstrene kommer fra, at se, hvordan de har formet ens liv og beslutninger. Dernæst handler det om at genlære det, man aldrig fik med hjemmefra:

At ens behov betyder noget.

At man ikke er forkert.

At man har ret til at sætte grænser.

Det er en proces, der tager tid. Men det er muligt.

Og det starter med at tage sin egen historie alvorligt – og forstå, at man aldrig har været forkert, bare fordi nogen har fået en til at føle det.

Jeg flyttede hjemmefra i en ung alder og begyndte på sygeplejerskestudiet, hvor min fascination af sammenhængen mellem krop, psyke og traumer tog form. Det blev startskuddet til mit arbejde som traumeterapeut og senere til grundlæggelsen af Barndomskriger.

Mille Dalsgård

Jeg flyttede hjemmefra i en ung alder og begyndte på sygeplejerskestudiet, hvor min fascination af sammenhængen mellem krop, psyke og traumer tog form. Det blev startskuddet til mit arbejde som traumeterapeut og senere til grundlæggelsen af Barndomskriger.

Back to Blog