Skammen må skifte side – det er ikke den voldsudsattes skyld.

For os, der er vokset op i vold eller har været fanget i et forhold med vold, kontrol og frygt, hænger skammen ofte ved længe efter, at volden er stoppet. Og det er forkert. For det var aldrig os, der skulle bære den. Den burde hvile tungt på dem, der skadede – og på dem, der så det, men ikke greb ind.

PTSD handler lige så meget om skam som om rædsel.

Judith Herman, psykiater og en af verdens førende traumeeksperter, beskriver det præcist: "PTSD handler lige så meget om skam som om rædsel."

Når man vokser op i et hjem med vold, er det ikke kun den psykiske og fysiske vold, der sætter spor – det er også tavsheden omkring den. Det er de mennesker, der ikke griber ind. De voksne, der ved det, men lader stå til. Det er skammen, der vokser i et miljø, hvor traumer bliver negligeret, bortforklaret eller ikke taget alvorligt.

Det værste er, at volden ikke stopper, når overgrebene stopper – den fortsætter i de reaktioner, man mødes med, når man prøver at sætte ord på det. Som barn bliver man ofte mødt med mistro: “Forældre elsker jo deres børn” eller “De gjorde sikkert deres bedste.” Den samme mistænkeliggørelse rammer voldsudsatte partnere, med reaktioner som: “Hvorfor gik du ikke bare?” Som om kærlighed, frygt og afhængighed ikke findes. Det er victim blaming – og det gør voldens skade dybere. For ikke nok med, at man blev udsat for vold – man skal også bære skylden for den. Men det er aldrig offerets ansvar, at nogen vælger vold.

Aldrig.

Forskellen på skyld og ansvar.

Lad os slå én ting fast: Det er aldrig offerets skyld, at nogen vælger at bruge vold, ydmygelse eller kontrol.

Det gælder både i barndommen og i voksenlivet. Den, der udøver vold, træffer et valg. Skylden ligger aldrig hos barnet, der ikke kunne flygte. Eller hos partneren, der blev, fordi det føltes som det eneste mulige. Men her opstår ofte en farlig misforståelse. Når vi siger, at ofre har ansvar for deres helingsproces, forveksler mange det med, at de selv har medansvar for volden. Det er forkert – og skadeligt.

Der er en grundlæggende forskel mellem skyld og ansvar. Skyld handler om, hvem der gjorde noget forkert. Ansvar handler om, hvad vi kan gøre nu for at hele det, vi blev udsat for.

Som Judith Herman viser i sin forskning, er heling kun mulig, når omgivelserne holder op med at bebrejde ofret – og begynder at tage ansvar for deres egen tavshed. Når samfundet, systemet og de nære relationer flytter skammen derhen, hvor den hører hjemme - hos krænkeren og dem, der vendte ryggen til.

Den voldsudsatte bliver udskammet – mens krænkeren går fri

Judith Herman har brugt årtier på at forstå, hvordan traumer heler – og hvad der forhindrer helingen.

Hendes konklusion er klar: ”Skam bliver siddende, når omverdenen ikke reagerer. Når systemet ikke beskytter. Når loven ikke beskytter dem, den burde. Når den voldsudsatte bliver mødt med mistro – mens krænkeren får lov at gå fri uden konsekvenser."

Et system, der forværrer traumet

Judith Herman kalder retssalen for et af de mest traumatiserende steder for en voldsudsat at befinde sig. Her bliver man ikke mødt som et menneske, men reduceret til en umenneskelig genstand – traumatiseret, men alligevel forventet at kunne forsvare sig mod angreb, mistro og victim blaming. Man skal genfortælle sit traume igen og igen, ofte i direkte konfrontation med den, der gjorde én ondt – i et rum, der ikke er skabt til heling, men til kamp. Et rum uden garanti for at blive troet på, uden beskyttelse, uden retfærdighed.

Systemet forstår ikke traume.

Det forstår ikke skam. Det forstår ikke, at man ikke bare går, når man er økonomisk afhængig, psykisk nedbrudt, eller når det er ens egen far, mor, partner – den, der burde have passet på én. Skylden ligger ikke hos den voldsudsatte, men hos de vidner, der valgte tavsheden, og de systemer, der undlod at handle. Når ingen griber ind, placeres byrden dér, hvor den ikke hører hjemme – hos den, der i forvejen blev svigtet.

Skammen må skifte side.

Så længe vi bebrejder ofrene, reproducerer vi selve voldens mekanismer. Vi gentager svigtet og vi forlænger traumet. Men vi har et valg. Vi kan bryde tavsheden, at tage ansvar som samfund, som fagpersoner, som medmennesker.

Det er ikke den voldsudsatte, der skal forklare sig. Det er os andre, der skal lytte, støtte og skabe forandring. For voldsudsatte menneskers heling sker ikke i ensomhed. Den sker i relation, i retfærdighed og i anerkendelse.