Systemet forstår ikke voldens mønstre – og ofrene betaler prisen.

Systemet forstår ikke voldens mønstre – og ofrene betaler prisen.

Psykisk vold i parforhold nedbryder ofre med usynlige mekanismer, der binder dem fast i frygt og skam. Alligevel overser både samfundet, systemet og retssystemet disse mønstre og stiller urimelige krav til ofrene. Resultatet er, at mange efterlades uden reel beskyttelse – fanget i en voldsspiral, der sjældent kan brydes alene.

Af Mille Dalsgård/Barndomskriger.

”Hvorfor gik du ikke?” – et forkert spørgsmål.

Der findes kampe, som ikke efterlader blå mærker på huden, men ar på sjælen. Som Barndomskriger og fagperson har jeg set, hvor dybt psykisk vold skærer ind i et menneskes identitet, handleevne og selvbillede. Jeg har set, hvordan systemet – politiet, retten, sagsbehandlerne – igen og igen ser på det “synlige” og overser det usynlige. Og jeg har mødt alt for mange kvinder og mænd der, ligesom børn af voldelige hjem, bliver mødt med et uforstående: ”Hvorfor gik du ikke bare?”

Det spørgsmål vidner om et dybt misforstået billede af, hvad det vil sige at være fanget i et psykisk voldeligt forhold.

De skjulte mekanismer er en usynlig spændetrøje.

Psykisk vold sniger sig ind langsomt. Ofte begynder det ikke med slag, men med små giftige stikpiller: en nedladende bemærkning pakket ind som en joke. Et “du er alt for sart.” Et “kan du ikke engang tage en joke.” Et “du misforstår altid, hvad jeg siger.” Langsomt bliver grænserne rykket. Krav og regler sniger sig ind, og inden man opdager det, er man fanget i et spil, hvor man konstant forsøger at undgå den næste ubehagelighed.

Eksperterne kalder det coercive control – en systematisk kontrol og undertrykkelse, hvor offeret fratages autonomi og troen på egen dømmekraft. Gerningsmanden isolerer, manipulerer og skræmmer. Man mister kontakten til venner og familie. Man mister tilliden til egne følelser og oplevelser. Man lærer at tilpasse sig for at undgå konflikter – og det føles næsten som ens egen skyld.

Det er netop denne mekanisme, som vores retsvæsen har så svært ved at forstå. De fleste tror, at vold kun tæller, når man kan se den: Blå mærker, brækkede knogler. Men psykisk vold slider offeret op indefra. Og jo længere man har været udsat, desto mindre kan man “bare gå”.

Hvorfor går de ikke?

Fordi volden er kombineret med øjeblikke af kærlighed og anger. Fordi den voldsudsatte ofte har børn med voldsudøveren og ikke ser nogen udvej. Fordi voldsudøveren truer med at tage børnene, skade dem, eller skade sig selv. Fordi den krænkende part har brugt år på at overbevise den udsatte om, at han eller hun aldrig vil kunne klare sig alene. Fordi den voldsudsatte selv er begyndt at tro på, at han eller hun er svag, doven, hysterisk, overreagerer – de ord han har gentaget i årevis.

Derudover kommer frygten. Når en voldsudsat kvinde endelig prøver at gå, kan volden eskalere – og det er netop her, vi ser de tragiske sager om partnerdrab. For hende er det ikke blot et brud; det kan føles som en livsfarlig manøvre.

Hvad vi skal se i øjnene.

Vi som samfund har brug for en anden forståelse af voldens natur. Vi har brug for at forstå, at de skjulte mekanismer – manipulation, frygt, isolation, kan være mindst lige så ødelæggende som fysisk vold. At mange ofre handler rationelt ud fra en irrationel virkelighed: deres overlevelse afhænger af at holde sig på voldsudøverens “gode side”.

Og vi skal skabe systemer, der anerkender psykisk vold som reel vold – også juridisk. Vi skal uddanne politiet, sagsbehandlere og dommere i at spotte mønstrene og støtte ofrene, før det ender med endnu flere kvinder i statistikken over partnerdrab.